Gå til forsiden    Oversigt    Udskriv printvenlig   

Nyhed: Direkte adgang til denne side er: www.borris.dk/lokalarkiv

Lokalarkivet har fysisk adresse i Borris Skole på Skolevænget 31b

Lokalarkivet er normalt åben den første mandag i måneden kl. 19 - 20.00 (andre tider kan aftales med bestyrelsen)

 

Arkivets styrelse består af følgende: Birgitte Rahbek Jensen, styrelsesmedlem tlf. 97 36 66 17, Ove N. Enevoldsen, arkivleder 97 36 60 26, Per Kjærgaard Kristensen, kasserer 21 63 63 07, Knud M. Jeppesen, sekretær 97 36 60 40, Tage L. Hansen, formand 24676559. (valgt dec. 2014)

 

<--- se også "underafsnit"

Bøger.

Bøger som er til salg:

"Skoler i Borris-fra sandkasse til computer" af Ove Enevoldsen.

"Soldaterminder fra krigen i1864" af Ove Enevoldsen.

"Dagbog fra treårskrigen 1848-1850" af Ove Enevoldsen.

"Glimt fra mit liv og arbejde" af Viggo Heldgaard.

 

Bøger som er gratis:

"Borris Vandværk 1911-2011" af Ove Enevoldsen.

"Andelsselskabet Borris Elektricitetsværk og Borris Elforsyning 1907-2007" af Ove Enevoldsen.

"Under en anden himmel end før-1907-2007, Borris Landbrugs- og Naturskole" redigeret af Birgitte Rahbek, Per K. Kristensen og Benedikte Permin.

Lokale ruter

før markvandingsanlægenes tid
fra firlænget gård til parcelhus

Lokalarkivet er blevet medlem af Historisk Atlas hvor det er muligt at uploade historiske billeder af bygninger og andet i Borris samt en lille beskrivelse af stedernes historie. Programmet i ret nystartet og det vil nok først være i 2016  der vil være noget videre at se. Alle kan gå ind på programmet og kigge. Muligvis vil det blive muligt ved hjælp af at skanne en QR kode ind på smartphones eller tablets at gå direkte ind på nettet og se fotos og beskrivelser fra Borris. Om det vil være muligt at anbringe QR koder på bygninger eller i vinduer er endnu ikke afgjort.  (Klik på overskriften)

Som mange vil vide er Det Kongelige Bibliotek begyndt at lægge deres omfattende samling af luftfotografier af Danmark på Internettet. Det er sket bl. a. for Fyn og Bornholms vedkommende og nu er turen kommet til Midt og Vestjylland. Af de 200.000 billeder man råder over fra dette område er de 54.000 allerede lagt på nettet.  De resterende 146.000 billeder ventes at blive lagt på nettet i løbet af 2015. Man ønsker publikums hjælp til at placere dem korrekt på landkortet. Alle med en computer kan deltage man skriver bare Danmark set fra luften i søgefeltet og får et landkort på skærmen, her vælger man det midt og vestjyske område, derefter Borris i søgefeltet øverst til højre. Man kan også finde Borris på kortet og derefter dobbeltklikke på stedet. Vil man deltage i at finde billedernes rigtige placeringer på kortet skal man logge på med sit cpr. nummer og et selvvalgt kodeord. Desuden bliver man bedt om at vælge endnu en kode på 4 tegn. Her skriver man blot fire tal eller bogstaver og denne kode behøver man ikke at huske for den bliver man ikke bedt om næste gang man går ind på hjemmesiden. I Borrisområdet er der omkring 160 billeder tilgængelige fra 1940- og 50erne. Nogle steder i landet er der eksempler på ejendomme der gennem årene er fotograferet 12 gange men også i Borris er nogle bygninger fotograferet en 4-5 gange. Disse billeder samt luftfotos af hele landområdet optaget af det tyske Luftwaffe i 1944, Royal Airforce 1945 og det amerikanske luftvåben i 1954 vil blive tilgængelige. Hvis man finder forkerte oplysninger kan man gå ind og rette dem, husk at sætte et flueben ved at vil overholde Det Kgl. Biblioteks reglement ellers forsvinder dine rettelser igen. (Klik på overskriften)

Smid det ikke ud

Skolens Jubilæumsbog udgivet

Som bekendt er det her i efteråret 100 år siden at de ældste bygninger af Borris Skole blev opført. I den anledning er der skrevet en bog om ikke bare den skole men alle de skoler der i tidens løb har været i Borris Sogn. Borris Kommune var indtil 1970 landets største kommune i udstrækning og tidligere var der 6 skoler i kommunen for at børnene ikke skulle få for langt at gå til deres skole.  

   Bogen er rigt illustreret med billeder af især elever og lærere samt de gamle skolebygninger. Bogen går meget længere end 100 år tilbage i tiden. Der er billeder af og navne på omkring 2000 elever fra de seneste 120-30 år. Samtidigt er træk fra skolernes og undervisningens historie beskrevet.

    Der er billeder af og navne på elever frem til årgangen der gik i 0. klasse 2009-10 som kan blive konfirmeret i 2017. Frem til 30. september sælges bogen til jubilæumspris 150 kr. fra 1. oktober 2010 er prisen 200 kr. Bogen sendes gerne med tillæg af 50 kr. for foret kuvert og porto.

Næstsidste chance for at købe bogen til jubilæumspris 150 kr. bliver i Borris Genbrugsbutik lørdag den 25. sept. 2010. Efter den tid Kan bogen købes på lokalarkivet. Tlf. nr. 97 36 60 40 og 97 36 60 26. borrislokalarkiv@remove-this.gmail.com

Nye lokaler

Allerførst vil vi gerne takke alle de frivillige der har hjulpet os at flytte og med at sætte vore nye lokaler på Skolevænget i stand. I har lavet et fremragende stykke arbejde som vi er meget tilfredse med og glade for.

 

Vi vil også gerne takke personalet på Åstedparkens Ældrecenter for godt samarbejde i alle de år vi har fået lov til at være der, vi flyttede kun for at kunne få mere plads. Vi er glade for at vores brudekjole og brudekiste må  blive stående på Ældrecentret.

 

I 2009 flyttede arkivet til den nedlagte midterste lærerlejlighed oven på klasseværelserne i den gamle skolebygning i Skolevænget 31B. Indvielsen fandt sted den 17. oktober med deltagelse af bl. a. formanden for Ringkøbing-Skjern Kommunes Kulturudvalg Kristian Ahle.

 

Efter at vores formand Birgitte Rahbek Jensen havde budt velkommen og gjort opmærksom på den store rolle Kristian Ahle har spillet i arbejdet med at arkivet kunne få lov til at flytte ind på Borris Skole gav hun ordet til Kristian Ahle der ønskede os tillykke med de nye lokaler og roste medarbejderne i lokalarkivet for deres indsats for lokalhistorien i Borris og ønskede os alt godt i arbejdet fremover. Bedømt efter antallet af kaffekopper, der var i brug, var omkring 85 gæster mødt op for at hjælpe os med at indvie de nye lokaler og det er vi meget glade og taknemmelige for og ovenud tilfredse med.

kilde: Sognebladet dec. 2009

 

Hvad er lokalhistorisk arkiv

Borris Sogns Lokalhistoriske Arkiv er en selvejende institution, dets arbejdsområde er Borris Sogn.
Arkivets formål er at indsamle, registrere og bevare arkivalier, billeder, billed- og lydoptagelser, trykt materiale og andre data uanset medium af ikke-statslig proveniens (tilhørsforhold) med tilknytning til Borris Sogn, dets beboere, foreninger, virksomheder og institutioner i fortid og nutid, og at stille det indsamlede materiale til rådighed for offentligheden efter de gældende regler for tilgængelighed, og gennem udadvendt virksomhed at fremme kendskab til og styrke interessen for egnens historie.
Det indsamlede materiale betragtes som offentligt eje, og dets forbliven som sådan garanteres.

 

Borris Sogns Lokalhistoriske Arkiv forestås af en styrelse på 5 medlemmer, der alle udpeges af Borris Sogns Lokalhistoriske Arkivforening.
I øvrigt kan styrelsen nedsætte arbejdsgrupper og alle interesserede der vil hjælpe med et emne er meget velkomne til at henvende sig med ideer og forslag og aftale nærmere hvordan det kan ske og hvornår de kan få adgang til arkivet.
Borris Sogns Lokalhistoriske Arkiv er etableret og drives for midler tilvejebragt gennem tilskud fra det offentlige, institutioner, virksomheder, foreninger og private, herunder medlemskontingenter.

 

Arkivets styrelse består af følgende: Birgitte Rahbek Jensen, styrelsesmedlem tlf. 97 36 66 17, Ove N. Enevoldsen, arkivleder 97 36 60 26, Per Kjærgaard Kristensen, kasserer 21 63 63 07, Knud M. Jeppesen, sekretær 97 36 60 40, Tage L. Hansen, formand 24676559. (valgt dec. 2014)

Parti fra BorrisÅbningstiden er altid den første mandag hver måned, også hvis det er en hellig- eller fridag, kl. 1900 til 2030.
Man vil altid, ved henvendelse til et styrelsesmedlem, kunne aftale en anden åbningstid, hvis man pga. familiebesøg eller andet, har brug for det.

Vi modtager gerne billeder af gårde, huse, personer og begivenheder med tilknytning til Borrisområdet til eje eller til låns til kopiering. Har du noget af det foran nævnte, hører vi gerne fra dig, og hvis du kender nogen der har noget der kunne interessere os, men er for beskedne til at kontakte os, modtager vi gerne meddelelse om det så vi kan kontakte vedkommende.


Adresse: Skolevænget 31B, Borris 6900 Skjern.

Brevpost sendes som tidligere til Solparken 12, Borris 6900 Skjern.

E-mail: borrislokalarkiv@remove-this.gmail.com

Arkivets historie

I Borris Borgerforenings beretning for året 1988/89 nævnes planer for etablering af et lokalarkiv i forbindelsen med indretning af den tidligere skoleinspektørbolig ved Borris Skole som samlingssted for Borris Ældreklub, (Nu Borris Seniorklub.) (Borris Borgerforening hedder nu Borris Sogneforening.)
Borgerforeningens årsberetning i april 1990 nævner, at man har holdt et forberedende møde sammen med museumsinspektør Kim Clausen, Skjern, hvilket resulterede i, at et udvalg bestående af lærer Helge Christensen, fhv. borgmester, gdr. Chr. Lundsgaard og gdr. Enevold Gjaldbæk-Nielsen, indvilgede i at arbejde videre med sagen.
I 1991 bestod udvalget af lærer Helge Christensen, gdr. Mads Rahbek, Sønderbygård, og fhv. sparekassedirektør Søren T. Nørrelykke Jensen.
Fra dette tidspunkt begyndte arkivet at have penge at råde over, først og fremmest fordi Helge Christensen arrangerede en temadag på Borris Skole med et stort og godt program, hvortil en masse mennesker fandt vej, og hvor resultatet blev et stort økonomisk overskud, der blev basis for vort videre arbejde.
Frem til den officielle etablering af arkivet samlede arkivet materialer, gamle protokoller, dokumenter, billeder, m. m., samt indkøbte arkiveringskasser, kuverter, registreringsmateriale o. s. v., men ingen registrering fandt sted.
I Borris Skole havde man et lille lokale i forbindelse med skolens bibliotek, hvor tingene blev opbevaret, men da der var indgang gennem skolebiblioteket var der ikke mulighed for at have åbent for publikum der.
Det var først i april 1996 da restaureringen af Åstedparkens Ældrecenter var tilendebragt, at der blev mulighed for at lave et arkiv i to rum på loftet der var blevet ledige i forbindelse med ombygningen.
Disse to rum og et toiletrum fjernede medlemmer af arkivets styrelse selv, og så blev to nye rum etableret for Åstedparkens (kommunens) regning, og arkivet kunne flytte ind og bruge skriveborde, stole, skrivemaskiner m. v., som vi havde fået fra den nedlagte Unibank afd. (tidl. Borris Faster Sparekasse) i Borris. Endvidere kunne vi bruge tiloversblevne hylder m. m. fra renoveringen af Åstedparken Ældrecenter.
I samme periode blev tanken mødt med stor velvilje fra sognets beboere, dels fik vi økonomisk hjælp fra pengeinstitutterne i Borris, samt fra foreningen Dalager Marked og overskuddet fra flere nedlagte foreninger.
Frem til den officielle stiftelse den 2. april 1996, var der ikke formelt valgt en styrelse. De tre ovennævnte mænd fortsatte til arkivforeningens stiftelse, hvorefter den nyvalgte styrelse tog over.
Arbejdet blev fremover baseret på Sammenslutningen af Lokalarkivers standardvedtægter, og SLA's standardopbygning af arkiver.

Arkivets første valgte styrelse bestod af Søren T. Nørrelykke Jensen, Mads Rahbek Jensen, Anker Jørgensen, Frode Madsen og Ove N. Enevoldsen.

Kilde: Åben Sogn (12. juni 2005)

Borris Sogneforening 100 år

Skrevet til Sognebladet 1. marts 2007
Forfatter: Ove Enevoldsen
 

Nu er der nok nogle der vil protestere, foreningen har da ikke eksisteret i 100 år! Nej, ikke med det navn. Til at begynde med var navnet Borgerforeningen for Borris, der holdt stiftende generalforsamling torsdag den 10. januar 1907. I foreningens love står der ganske vist at foreningen anses for stiftet den 1. januar 1907, men det kan jo ikke rigtig gælde når det ligger før den stiftende generalforsamling. Det første år havde foreningen 36 medlemmer.

   Formålsparagraffen lyder således: Det er foreningens formål ved samarbejde og god forståelse at virke hen til, at Borris Stationsby må gå frem i udvikling til gavn og tilfredsstillelse for alle beboere, hvis er-hverv er knyttet til byen. Dans og lignende forlystelser kan ikke finde sted i foreningens navn.

   Den første bestyrelse bestod af Kr. Ingemann Olsen, formand, Chr. L. Klitgaard, næstformand, J. Chr. Jepsen, kasserer og J. A. Johanne-sen, sekretær, samt P. Bjerregaard.

   5 dage efter foreningens oprettelse blev hele bestyrelsen, på et møde sammen med forstander Søren Holm fra Landbrugsskolen, og den tidligere ejer af gården, der var nedrevet til fordel for skolen, Søren Eskesen valgt til et udvalg der skulle arbejde med ideen om et Elværk i Borris.

   Ved næste generalforsamling 29. januar 1908 har P. Bjerregaard nedlagt sin bestyrelsespost, man kan gætte på at det skyldes at der ikke blev noget hverv til ham i bestyrelsen. Efter lodtrækning afgik C. Inge-mann Olsen og J. Chr. Jepsen. I stedet valgtes bager Jensen og læge Oppermann. Desuden nævnes det at snedker Svejgaard er medlem af bestyrelsen, han må være indtrådt i stedet for P. Bjerregaard skønt han ikke ved den første generalforsamling nævnes som suppleant.

   Den nye bestyrelse udgøres af læge Oppermann, formand, bager Jensen, næstformand, Chr. L. Klitgaard, kasserer, J. A. Johannesen og som nævnt snedker Svejgaard.

   For at blive medlem af foreningen skulle man være selvstændig mand eller kvinde hvis virksomhed var knyttet til byen, dog skulle ethvert nyt medlem godkendes af bestyrelsen. Der er eksempler på at ansøgere måtte lide den tort at få nej til at blive medlem. Nogle forsøgte så igen, når der var kommet nye folk i bestyrelsen. Det årlige kontingent var fra begyndelsen 2 kr., der skulle betales forud med halvdelen hvert halvår den 1. januar og 1. juli.

   Foreningen var fra begyndelsen aktiv, allerede på et bestyrelsesmøde den 29. januar 1907 vedtoges det at henvende sig til Markedskommissionen med forslag om at flytte Dalager Heste- og Kvægmarked til en plads nord for jernbanen, umiddelbart vest for stationen. Et konsortium bestående af Chr. Ingemann Olsen, Chr. Klitgaard og J. Chr. Jepsen havde allerede indkøbt et 3 tdr. land stort areal som de gerne ville stille til rådighed for markedet.

   Svaret på henvendelsen er ikke refereret i foreningens protokol. Senere vedtages det at henvende sig til Sognerådet om støtte til at beplante arealet og derved skaffe sognet et offentligt anlæg. Sognerådet mente ikke at det var tiden til beskæftige sig med et lystanlæg, så dette projekt strandede også selv om man arbejdede videre med det i flere år. Der kom dog et offentligt anlæg i Borris, »Møllegårdsparken,« men det var næsten 100 år senere.

   Man fik en henvendelse fra Sundhedskommissionen med forslag om at Borgerforeningen skulle antage en mand til at rense alle private kloaker i Stationsbyen. Forslaget forkastedes med stor majoritet.

   På et møde i 1908 meddelte formanden at han for et halvt år siden, på foreningens vegne, havde indgivet til ministeriet et af Sognerådet anbefalet andragende gående ud på oprettelse af et apotek i Borris, men havde fået et afslag til gunst for Skjern. Da det imidlertid måtte anses for tvivlsomt, mente man, om apotekeren i Tarm ville benytte sin ret til at drive et hjælpeapotek i Skjern, bemyndigedes formanden til at arbejde videre for sagen, og specielt tage militærvæsenets anbefaling til et eventuelt nyt andragende.

   Formanden meddelte, at Hærens Lægetjeneste i en skrivelse havde antydet at det muligvis ville støtte et fornyet andragende om oprettelse af et apotek i Borris. Generalforsamlingen opfordrede bestyrelsen til at prøve igen.

   Møller Simon Pedersen fremkom med forslag om at arbejde for oprettelse af et sygehus i Borris. Det vedtoges at bestyrelsen satte sig i bevægelse herfor og søge at erholde militærvæsenets anbefaling.

   På generalforsamlingen i 1910 sagde formanden at bestyrelsen havde fundet det på sidste generalforsamling fremsatte forslag om oprettelse af et sygehus for ubetimeligt af hensyn til pengespørgsmålet. Den nye ansøgning om oprettelse af et apotek var blevet mødt med et afslag.

Man talte herefter om oprettelse af en ny sygeplejeforening til erstatning for den tidligere eksisterende, der var blevet opløst. Der synes ikke at være taget nogen beslutning angående sygeplejeforeningen.

   På generalforsamlingen i 1912 blev det vedtaget at bestyrelsen skulle arbejde på at få bygget et ligkapel snarest muligt.

   På et bestyrelsesmøde den 26. juli 1912 vedtoges det at arrangere en udflugt for foreningens medlemmer til Silkeborg og Himmelbjerget. Rejseomkostningerne betales af foreningens kasse.

   I 1914 går udflugten til Ringkøbing og Hvide Sande, også betalt af foreningens kasse. Samme år vedtages det enstemmigt at lade trykke 100 stk. love hvori det sidste punkt i § 2 udelades. (Dans og lignende forlystelser kan ikke finde sted i foreningens navn). Foreningen mistede et par medlemmer på ændringen.

   28. december 1923 vedtages det at afholde juletræ for børn den 3. januar 1924 såfremt mæslingeepedemi ikke indtrådte blandt børnene til den tid.

   Skomager Poulsen skulle sørge for 4 musikanter. Hvert medlem skulle have gratis adgang med en dame. For tilmeldte besøgende skulle betales 2 kr. for en herre og 1 kr. for en dame. Medlemmernes børn havde gratis adgang. Efter den tid synes der at være afholdt juletræ hvert år gennem mange år.

Den 20. oktober 1925 meddelte bestyrelsen, at man havde truffet en ordning med Dagbladet og Avisen om, at Borgerforeningen sørger for udbringelsen af bladene om aftenen, samt at opkræve pengene kvartalsvis, to af smed Mikkelsens drenge skulle bringe bladene ud og Mikkelsen skal opkræve betalingen for aviserne. Det vedtages at de landboere der vil have avisen om aftenen kan få det ved at bestille den hos Borgerforeningen. På samme møde vedtages det at afholde andespil med selskabelig sammenkomst og fælles kaffebord for Borgerforeningens medlemmer med damer, husstand og besøgende mandag den 9. november.

   Den 1. august 1926 holdt bestyrelsen møde for at søge at få så mange medlemmer som muligt optaget på valglisten til menighedsråds-valget i efteråret.

   Den 28. september vedtoges det at afholde en selskabelig sammenkomst for medlemmer med husstand lørdag den 10. oktober på Klüvers Hotel, med oplæsning og fælles kaffebord.

   I 1927 går udflugten til Laugesens Have og Brejninggaard Skov. Samme år ansøges om tilladelse til at afholde tombola i februar 1928.

   Den 1. maj 1928 forhandledes om deltagelse i bygningen af et lig-kapel og det besluttes at lave en indsamling af frivillige bidrag til formålet. Den 28. december vedtoges det at afholde juletræ for børn på Nørgaards Hotel den 2. januar samt afholde bal og fælles kaffebord for medlemmer med indbudte på Klüvers Hotel den 4. januar. Tombolaen indbragte 560 kr. som blev fordelt ligeligt til et anlæg og opførelse af et ligkapel.

   På et møde den 13. oktober 1931 vedtoges det at man i anledning af foreningens 25 års jubilæum ville afholde en festlighed for foreningens medlemmer med damer søndag den 24. januar 1932.

   Det vil nok føre for vidt at nævne alt som Borgerforeningen og senere Borris Sogneforening har haft med at gøre med større eller mindre held. Efter kommunalreformen i 1970 hvor Borris sammen med andre sognekommuner indgik i den nye Skjern Kommune, mente mange at sognet manglede nogle til at tale deres sag overfor det nye store byråd, og ønskede at Borgerforeningen skulle udvides til at omfatte hele sognet. Man gav den nye forening navnet Borris Sogneforening, og gik fra dør til dør for at hverve nye medlemmer, det blev en succes, og nu fejrer man 100-års jubilæum, dvs. jubilæumsdagen er jo passeret, men bestyrelsen har lovet at begivenheden vil blive markeret ved forskellige tiltag hen over året, og ikke mindst ved festen den 15. september.

Styrelsen i Borris Lokalarkiv 2013-2017

Fra venstre: Knud Jeppesen, Ove Enevoldsen, Birgitte Rahbek jensen, Per Kjærgaard Kristensen og Tage Hansen

Fotografier

Tryk på billede - og se dem i stor størrelse

 

Billedet må være fra omkring 1925. Den høje skorsten til venstre tilhører det gamle mejeri opført i 1886. Disse første bygninger, blev i 1929 erstattet med de bygninger der stod indtil for få år siden. Mejeridriften blev dog nedlagt allerede i 1969, og bygningerne solgt til smedemester Robert Andersen hvis daværende værksted, som han overtog efter faderen Emil, stod der hvor Dagli’ Brugsen nu har parkeringsplads. Den hvide bygning er Borris Andelsmejeri i Storegade, Borris.

Borgergade i Borris i 1930’erne

Luftfoto fra 1936 af Borris

Foto fra Ahler brunkulsleje 1954

Links:

På nedenstående adresse kan man søge i alle artikler der har været bragt i Hardsyssels Årbog fra 1907 til nu. Artikler der er mere end 10 år gamle kan læses i fuld udstrækning på nettet og fra Borris er det bl. a. artiklen om Borris Seminarium 1909, Dalagergaard og Marked 1997 og Johannes Bjørnholts artikel Min Livsbane fra Herning til Skjern 1999 og min artikel om krigen i 1864 Feltlivet i årene 1863 - 1864.
Man skal bare søge på en del af titlen, forfatternavnet eller et stikord som f. eks Borris.
Med venlig hilsen: Ove Enevoldsen (Borris Lokalarkiv)

Hardsyssels Årbog (Benyt søgesiden)

Andre Links

Svend P 's sognefotografier

Familien Pedersens sognefotografier mm.

Vognmandens tilbageblik

Sogneforeningen 100 år

Borris  Skole 100 år

Søg efter grave "på" Borris Kirkegård (Fotograferet af Ove Enevoldsen)

Vort Sogns Historie (Borris Sogn)

Fælles Kommunal indgang til lokalarkiver