Gå til forsiden    Oversigt    Udskriv printvenlig   

Ahler Østergaard

 

Omkring 1902-03 påbegyndte Johannes Sofus Jensen anlægget af et dambrug ved Ahler Østergaard i Borris. Det første danske dambrug var blevet anlagt mindre end 10 år tidligere, så dambruget i Borris blev hurtigt et udflugtsmål. Borris Sønderland (Borris Hede) danner baggrunden i billedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf ukendt

Gården ligger lidt højt i forhold til ådalen og Johannes Jensen udnyttede højdeforskellen til en vanddreven turbine til elektricitetsproduktion og til at skabe en smuk have med fire fiskedamme i forskellige niveauer - med springvand i og hvide broer over.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 I 1923 overtog hans søn og svigerdatter, Kirstine og Jens Thomsen Jensen gården og dambruget. Da man allerede i flere år havde haft hyppige besøg af udflugtsbesøgende og andre interesserede, gik familien et skridt videre og byggede pavillonen som ses i baggrunden på billedet her. Her solgte Kirstine og hendes serveringspersonale lagkage og småkager til kaffen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når man så havde drukket kaffen og set have og dambrug, så skulle man også se hvordan ørrederne kom op og plaskede i overfladen under fodringen. Det er Jens Thomsen Jensen med spanden midt i billedet. Han er i det pæne tøj så fodringen på billedet her var sikkert kun for søndagsgæsternes skyld.